Endnu en domænesag

– kan de virkelig blive ved…..

Denne gang drejer det sig om klonk.dk mod klonk.biz (K:L:O:N:K). Ejeren af klonk.dk har haft domænet siden 1998, og har ikke brugt www.klonk.dk, men har brugt domænet til hosting af udviklingsprojekter via subdomæner og så ellers generel ftp og mail brug.

Firmaet K:L:O:N:K har haft deres .biz domæne i noget kortere tid (siden 2002), og vælger så i 2008 at kontakte klonk.dk med henblik på en dialog omkring overtagelse af domænet. Da ejeren af klonk.dk ikke har stået alene med domænet vil han gerne have lidt tid til at rådgive sig med de andre interessanter i klonk.dk fællesskabet.

Den beslutning er klonk.biz dog ikke helt tilfreds med, og der bliver ingivet en klage på trods af at klonk.dk var villig til dialog på betingelse af at baglandet var med.

6 års nølen bliver belønnet

Man kan undre sig over hvordan et firma kan være 6 år om at reagere på en overtagelse af et domænenavn. Hvis Klonk.biz virkelig var en virksomhed der var i fremdrift, så er det underligt at man først efter 6 års levetid føler at man ikke har været i stand til at skabe sig en identitet under sit etablerede .biz brand. Virksomheden har en magisk tiltro til at .dk domænet er løsningen for at komme fremad.

For mig ser det ud som om at klonk.biz ikke har lavet noget siden de købte domænet klonk.biz, og nu hvor de så endelig ser ud til at komme i gang med at lave noget, så føler de sig hævet over en privatpersons projekt hjemmeside.

Omvendt bevisbyrde?

For mig ser det ud som om at man som den indklagede overfor klagenævnet allerede står som den skyldige domænehaj og at man skal forsvare sin online identitet gennem flere år.

Der burde være en forældelsesfrist på domæneklage sager. I det tilfælde her har ejerskabet været placeret det samme sted i snart 12 år!!! Hvis der er tale om domæne squatting, så er det da virkelig en tålmodig en af slagsen.

Det kan simpelthen ikke passe at et firma 10 år inde i et ejerskab kan komme og fravriste domænet – bare fordi at de lige har valgt det samme navn.

På samme måde som klonk.dk ejeren får at vide at han sagtens kan bruge en anden adresse til sin aktivitet, så kan klonk.biz det også – de har endda haft klonk.biz i 6 år på klagetidspunktet og nu 8 år frem til afgørelsen.

I det øjeblik de har registreret klonk.biz så er det i mine øjne det samme som man accepterer at der er andre der har retten til .dk navnet – specielt når man er 6 år om at starte en klage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *