Category Archives: Fibernet

Landsbyen Tranum giver borgerne mulighed for 1Gbps fiber internet

http://www.bredbaandnord.dk/Privat/Digitale_Tranum.aspx

Tranum har sammen med Bredbånd Nord / Waoo valgt at starte et projekt hvor borgerne har mulighed for at få op til 1Gbps internet forbindelser. Målet er at gøre Tranum et attraktivt sted at bo, hvor man har rigtig gode muligheder for at have sin virksomhed eller private hjem koblet på den bedst mulige internetforbindelse.

For “udkantsdanmark” kan fibernettet være én af mulighederne for at holde på arbejdskraft eller tiltrække den. For med hurtigt og stabilt internet, er der ikke nogen ting i vejen for at man bor i Tranum, men arbejder i København, for netforbindelsen til kontoret i København er lige så godt som hvis man sad på kontoret (den danske virksomhedskultur skal bare lige følge med, så lederne tør stole på folk der arbejder på fjernlokationer).
For ungdommen kunne det være muligheden for at man læser på en videregående uddannelse i Ålborg, Århus, Odense eller København, men man bliver boende i lokalsamfundet.
For det offentlige kunne det være med til at gøre telemedicin mere anvendt, så at der ikke er så langt til lægen/specialisten. Man kunne forestille sig at man ved sin lokale landsbylæge har mulighed for at få en konsultation med en speciallæge ved nogle af universitetshospitalerne, da man har nemmere ved at kunne have HD video i begge retninger (de gængse ADSL forbindelser har typisk ikke god nok upload til at det er realistisk).

Det er dejligt at se at man i “udkanten” begynder at rykke med de hurtige internetforbindelser, som kan være med til at holde på de lokale, så man ikke ender med at gøre områderne til en slags levende landsbymuseer.

 

 

 

Spændende DR Podcast om Fibernet

I uge 41 2011 havde DR en Harddisk udsendelse, som omhandlede Syd Energis (SE) fiberudrulning, og hvad man havde af planer med det avancerede fibernet. Vi nørder har en tendens til kun at tænke på download og underholdning, når vi snakker om fibernet. Syd Energi har dog helt andre fremtidsplaner med fiberen, som skal være en central komponent til at kunne håndtere det kraftigt stigende el forbrug vi har i Danmark.

I fremtiden vil vi komme til at bruge 3 gange så meget strøm som vi gør i dag (eller mere), og det vil give os en lang række udfordringer med at sikre at der i elnettet er nok kapacitet i spidsbelastnings perioden (som i følge udsendelsen er når vi allesammen steger frikadeller til aftensmaden). Her er det SE’s idé, at fiberen skal være med til at kommunikere hurtigt og effektivt med husets el apparater. Et eksempel kunne være at man i spidsbelastningsperioden, i en kortere periode slukker for områdets frysere, som godt kan klare at der ikke er fuld power på hele tiden.

Hvis vi skal have den slags kommunikation mellem hjem og udbyder, så er vi nødt til at have en internet infrastruktur, som er i stand til at håndtere datatrafikken, og der er Fiber et klart og oplagt valg. Fiberen giver meget korte svartider mellem udbyder og kunde, og hvad der er mere vigtigt i dette tilfælde, der er ikke en flaskehals ud af huset.

Fiberen giver (typisk) symmetriske forbindelser, som er den samme hastighed ind i huset og ud af huset. En typisk gennemsnitlig ADSL forbindelse i dag er en asymmetrisk på 10/1 mbit, som ikke er nok hvis alle elektriske enheder i huset skal være i kontakt med el selskabet. Umiddelbart lyder det ikke som det store problem for de fleste at man ikke har så stor en upload, men hvad de fleste glemmer er at netværkstrafikken består af en masse beskeder mellem afsender og modtager. For hver “pakke” man modtager svarer man tilbage at man har modtaget den. Har man tilpas mange enheder på ens netværk, der gør det, så ender man med en langsom internetforbindelse, også selvom man ikke udnytter sin download kapacitet fuldt ud.

Dette smarte elnet er muligvis el selskabernes “killer app”, det er desværre bare ikke så sexet som HD TV, men det er ret nødvendigt for at vi kan have nok kapacitet i elnettet i fremtiden.

Performance Optimization WordPress Plugins by W3 EDGE