Kategoriarkiv: Waoo

Loyalitetsundersøgelse af internet udbydere

Ofte joker jeg overfor folk i vores omgangskreds, at hvis vi nogensinde skal flytte til en anden adresse, så er det eneste krav jeg stiller overfor min kone at vi kan få fiber internet, resten er ikke så vigtigt for mig…

Jeg er faldet over denne undersøgelse, der måske kan bakke min joke op med lidt fakta. I undersøgelsen ender Waoo! bredbånd på førstepladsen målt på flere parametre: Loyalitet, værdi for pengene og hastigheden.

Loyalitet delen er simpel nok – jeg kunne simpelthen ikke forestille mig at skulle være tilbage på en af de mere traditionelle forbindelser.

Værdi for pengene. Lidt mere tricky, men stadig vil jeg mene at det er helt klart at foretrække, at man køber et produkt, der rent faktisk leverer det der bliver lovet, og ikke en accepteret tolerance på helt op til 50%

Der er helt sikkert mange ikke-fiber kunder, der ikke er klar over, at de betaler for en potentiel 20 mbit forbindelse, men kun får 10 mbit eller mindre. Fiber kunderne er sikkert mere bevidste om at de får leveret det de betaler for (da det jo er et af salgsargumenterne).

Hastigheden. Hænger sammen med værdi for pengene. Jeg har endnu til “gode” at opleve at jeg ikke på en hastighedstest (speedtest, IT og Telestyrelsens test osv.) har oplevet at måle den hastighed jeg er blevet stillet i udsigt af Waoo!

Fint nok men har det nogen betydning? Ja vil jeg helt klart mene – en typisk brugs situation ved os, er et par computere der er tændt og på nettet, Spotify kørende et eller andet sted i huset, Netflix og så TV andre steder, og ser jeg på vores routers logfiler (vi kører med en Netgear router med Tomato firmeware) så skal jeg være glad for vores fibers båndbredde – den bliver flittig brugt.

Ja tak til elselskabernes investeringer

optic-fiberDet skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er rigtig glad for vores fiberforbindelse, men der er mange der syntes at det er spild af penge når elselskaberne investerer mange penge i udbyggelsen af fibernet.Jeg mener dog ikke at det er spild, og modsat telefanternes investeringer (eller mangel på samme), så er det typisk investeringer der gør gavn i lokalsamfundet. I de fora jeg bevæger mig rundt i, der er fiberinternet typisk den eneste mulighed for at få internet med hastigheder der kommer over 5 mbit. Det kan godt være at man rent teoretisk kan få 20+ mbit ved TDC, men i realiteten er det kun meget få der kan få disse hastigheder. Da jeg var kunde ved TDC kunne jeg maksimalt få 5 mbit og et skift til Fullrate (før TDC købte dem) resulterede i at jeg kunne få 4 mbit. I dag sidder jeg med en 60/60 mbit forbindelse ved Østjysk Energi, men i realiteten er det nærmere 70/70mbit den bliver målt til.

Østjysk Energi er et lokalt energiselskab, og de penge de investerer er i lokalsamfundet. Så med andre ord de penge de har ude i form af etableringsomkostninger, vil igen komme tilbage til lokalsamfundet da tilslutningerne betaler til det lokale elselskab. TDC derimod, der har jyske, fynske og bornholmske kunder været med til at betale for at TDC har kunnet købe Dong’s fibernet på Sjælland, og dermed i realiteten holde konkurrenter væk fra Københavns området. Det er ikke en investering der på nogen måde gavner lokalsamfundene. Dong’s gamle kunder oplever at de bliver nedgraderet på service niveau. De kan ikke længere få de hastigheder de havde tidligere, men de kan få lov til at betale mere for et dårligere produkt. Kunderne uden for Dong’s område oplever heller ikke forbedringer i forbindelse med opkøbet, de har blot været kapitalkvæg for TDC’s opkøb.

TDC forsvarer sig med at de nu tager de rigtige priser, men det tvivler jeg nu på. TDC opererer typisk med meget kortsigtede tidshorisonter (modsat elselskaberne som har lange tidshorisonter), og derfor skal de hive pengene ind så hurtigt som muligt for deres opkøb. TDC ville desuden komme til at skulle forsvare over for de kunder der er uden for Dongs område, hvorfor de ikke kan få fiber når nu dem i København kan.

Elselskabernes investeringer, som indtil videre har været mest i provinsen, hvor det er knap så dyrt at grave veje op som i København eller i de største provinsbyer, har også en anden effekt for lokalsamfundene, og det er at det kan være med til at holde på virksomheder og vidensarbejdere. Vi hører ofte i medierne, at Danmark i fremtiden skal leve af viden og forskning, men rammerne for dette er i realiteten kun samlet omkring de 3-4 største byer i landet, og dermed er store landområder holdt udenfor. Derfor er det uhyre vigtigt at vi får etableret en rigtig god infrastruktur, som kan understøtte de mindre lokalsamfund til at være “støtteenheder” for de større byer.

Er fibernettet en død sild? Nej!

Århus Stiftstidende har en artikel om fiber og de penge el-selskaberne har investeret i det. For mig at se er deres artikel ikke andet end det sædvanlige omkring return of investment på den korte bane. Bestyrelsesformanden for NRGi, Søren Egge Rasmussen, kommer dog også med et læserbrev der giver modsvar.

Modsat firmaer som TDC, Telenor, Telia og de andre, så opererer el-selskaberne typisk med tidsrammer, der rækker noget længere end blot næste regnskabs offentliggørelse, og når vi snakker om teknologier som fiber, så er det altså ikke “bare lige”. Der skal graves en stor del af Danmark op for at kunne levere denne fiber, og det er ikke noget der lige sker fra den ene dag til den anden.

Jeg er ikke tvivl om at fibernettet nok skal blive en stor success og vil være med til at tvinge firmaer som Yousee (TDC) og Stofa til at levere de produkter det rent faktisk er muligt for dem. Både Stofa og Yousee kan med de versioner af internet via kabeltv levere høje hastigheder i begge retninger, og det kommer også til at ske når der begynder at komme nok højhastighedstjenester på internettet. Det er måske i virkeligheden det at Yousee og Stofa er bange for…

I USA er tendensen nemlig, at kabeltv selskaberne i stigende grad mister flere og flere kunder på TV pakkerne, og kun beholder kunderne pga. deres internet forbindelser som typisk er bedre end ADSL forbindelserne. Folk afmelder deres TV pakker og køber abonnementer ved Netflix, og ser deres TV serier direkte fra tv selskaberne eller via Hulu. Så kabeltv selskaberne mister deres traditionelle indtægtskilde på samme måde som TDC her i DK mister rigtig mange fastnetskunder.

El selskaberne i Danmark, har en lang tradition for at levere grundservices, og er ikke bange for at være kabelfører for ren internet (faktisk tror jeg at de ville foretrække det), men de er nødt til at have TV med for at kunne vinde de kunder, som ikke kan se forskel på en ADSL/Kabeltv forbindelse og så en Fiber forbindelse.
Men ser vi 5-10 år ud i fremtiden, så tror jeg at fiberselskaberne har meget nemmere ved at vinde kunderne og så vil kundetilgangen stige eksponentielt. I dag er 1080p HD tv det hotte. Inden længe vil det være HD 3D tv der vil være det nye og smarte, og senere kan vi forvente at se HD standarder der er langt højere end de 1080p vi ser i dag ( http://arstechnica.com/media/news/2009/04/beyond-hd-4k-digital-cinema-and-red-ray.ars ). Med den slags teknologierpå den korte tidslinje, så vil de traditionelle bredbånds/kabeltv produkter ikke have de store muligheder, men det vil Fiber.
Med Fiber er det relativt simpelt at øge kundens data pipes til at kunne håndtere hastigheder op i TB/s og ikke MB/s som vi typisk snakker om i dag.

Så hvis man tager John Strand brillerne på og ser et (maks to) kvartaler frem, ja så er fiber en død sild, men ser vi 5-10 måske 15 år ud i fremtiden, så vil vi se på ADSL og internet via Kabeltv på samme måde som vi ser på traditionelle modems i dag.
Wireless vil selvfølgelig blive ved at at vokse, og vil sikkert overtage ADSL markedet mere eller mindre 100%, men det er bare ikke stabilt nok til at kunne levere multimedia i HD eller 4K kvalitet, som folk vil forvente det skal kunne.

Senest er Google gået i krig med at levere Fiber i USA, og mon ikke det de kommer frem til nok skal blive en inspiration for brugen af fibernettet i Danmark?

Tomato Firmware og brug sammen med Multicast IPTV og WiFi

Den tidligere version af Tomato firmware til min Netgear WNR3500L, havde jeg gevaldige problemer med at få til at virke korrekt sammen med vores IPTV og WiFi. Så snart der kom trafik til vores IPTV så døde wifi på routeren.
Derfor brugte jeg vores Airport Extreme som AP, men desværre kunne jeg kun bruge den på 2.4Ghz båndet da vores IOS enheder ikke vil connecte på 5Ghz båndet. 

Jeg havde planlagt at anvende WNR3500L som AP for IOS enhederne og lade Airport Extreme håndtere trafikken til de enheder der understøtter 5Ghz båndet.

Da det efterhånden havde været et godt stykke tid siden at jeg havde set om der var kommet opdateringer til Tomato firmwaren til vores router, kunne jeg jo lige så godt bruge lidt af en dejlig forårsdag til at opdatere den. Jeg kunne se at 1.28.7458 K26 var den seneste version på myopenrouter.com (10. april 2011).

Bare for at være på den sikre side gemte jeg lige en backup af indstillingerne i routeren (Administration -> Configuration). Efter opdateringen som tog et par minutter, gik jeg på opdagelse i hvad der var nyt.
Under “Advanced” -> “Routing” fandt jeg en indstilling jeg ikke havde bemærket før “Efficient Multicast Forwarding”. Det var den indstilling der lige skulle til. Jeg kunne herefter have WiFi aktiv samtidig med at Tilgin boksen skabte trafik på netværket.

Forum i støbeskeen.

Jeg er efterhånden ved at have en del kommentarer på mine indlæg om mine forskellige netværkskonfigurationer i forhold til Profiber / Waoo. Jeg er i den forbindelse begyndt at tænke om det måske ikke var ved at være på tide at jeg fik stablet et forum op hvor vi kunne køre debatten en smule mere struktureret og mere adskildt fra alle de andre emner jeg nu finder på at skrive om på bloggen.

Det er så her jeg tænkte at I kunne komme ind over med ideer til emne opdelingen i forummet. Skriv herunder hvad I kunne forestille jer ville være gode forum overskrifter.

Til at starte med kunne jeg forestille mig, Waoo.dk, Routere / Switche og IPTV.

Tomato firmware – en måned senere…

Vi har nu haft vores router kørende med Tomato firmwaren til vores WNR3500L, og jeg må sige at jeg er ovenud tilfreds med det. Vi har ikke haft behov for at genstarte routeren ud over de gange hvor jeg har været inde for at pille i indstillingerne.

Vi har heller ikke oplevet at der har været performance tab hen over tid.
Firmwaren kommer med et godt overbliks view af hvor “hårdt” den arbejder, og jeg har ikke været udsat for at den har været underpoweret.

En af de ting jeg ikke har testet er dens WIFI muligheder. Dette skyldes at vi bruger en Airport Extreme fra Apple som Access Point (grunden til dette er at vi har tilkoblet en USB disk til Apples Timemachine backup som Airporten understøtter).

Mine svigerforældre er også på vej til at blive tilkoblet fiber nettet, og jeg har i den forbindelse forberedt deres hjemme netværk til at køre med 2 WNR3500L routere (den ene som router og den anden som wireless ethernet bridge), og de tests jeg har kørt på det setup virker meget lovende.

Så min konklusion er at jeg på det varmeste kan anbefale Netgear WNR3500L som erstatning for de routere man normal bliver spist af med hos ens udbyder.